Sommeren er endelig kommet, og det er tid til at flytte i haven. Der er ingen grund til at bruge mere tid indenfor end højst nødvendigt. Heldigvis kan de fleste af vores almindelige aktiviteter sagtens laves udenfor. Du kan endda også lave mad udenfor. Hvis du ikke har en grill eller bare trænger til lidt afveksling, kan vi anbefale at lave mad over mål. Det er nemmest, hvis du har en bålplads, men du kan også klare det uden. Ellers er det måske i år, du skal have anlagt en lækker bålplads (se for eksempel her).
Mad på bål for hele familien
At lave mad på bål er en dejlig aktivitet for hele familien. Både store og små kan være med, og det er nemt at lave børnevenlig mad. I kan for eksempel lave lækre toasts med skinke og ananas, köfte, stegte bananer og meget andet. Til dessert kan I riste skumfiduser over resten af bålet.
Afhængigt af hvor avanceret jeres bålplads er, kan I enten bruge gryder og pander eller lave mad direkte på bålet. Hvis I bruger gryder og pander, skal I huske at vælge nogle, der kan tåle varmen. Støbejern er ofte et godt bud, selvom de er lidt tungere at arbejde med. Husk også, at I skal lave maden over gløderne, ikke direkte på ilden.
Tal om ilden
Når der er børn omkring bålpladsen, er det selvfølgelig vigtigt at passe ekstra på. Udnyt muligheden for at lære børnene om, hvordan man både laver og passer et godt bål, men også om hvordan man undgår at komme til skade. Som så meget andet gælder, at ild kun er farligt, hvis man ikke ved, hvordan man skal omgås det. Jo tidligere børnene lærer om god bål-opførsel, jo tidligere kan du slappe af og koncentrere dig om maden. Hvis børnene går til spejder, ved de helt sikkert også en masse om bål allerede.